Sådan undgår du bedragere

De fleste lejere er heldigvis ærlige mennesker, men det hænder, at en udlejer bliver offer for en bedrager, der aldrig betaler for sit ophold. Heldigvis findes der en sikker måde at undgå den slags bedrageri!


Her hos BedandbreakfastDanmark.dk holder vi nøje øje med forskellige svindelmetoder, så vi kan advare vores B&B-værter så hurtigt som muligt.

Fælles for svindelmetoderne er, at de let kan undgås, hvis du blot insisterer på at modtage betaling forud - via bankoverførsel! Eller hvis bankoverførsel ikke kan lade sig gøre, så få kontant betaling ved ankomsten - men gør så dig selv den tjeneste at tjekke sedlernes ægthed!

Se også vores andre artikler om svindel:
- Sådan undgår du check svindel
- Sådan undgår du kreditkort svindel

  Sådan undgår du som BB-vært at blive snydt af bedragere.


Sådan undgår du, at lejerne smutter fra regningen

På et tidspunkt kom en af udlejerne på vores søsterhjemmeside SommerhusDanmark.dk desværre i kløerne på en dygtig dansk bedrager. Inden svindelen blev opdaget, nåede han at bo gratis i sommerhuset i 3 uger samt købe både en vaskemaskine, en tørretumbler og blomster på regning, som udlejeren efterfølgende havde besvær med at undgå at betale!

Her følger udlejers beskrivelse af forløbet, så du og andre udlejere forhåbentlig kan undgå at havne i samme uheldige situation:

---------------------------------------------------------------------------------
Vi har lejet huse ud i 15 år og kan godt se, når det ikke lige er rigtigt, men vi er desværre alligevel faldet for et par bedragere. De skrev, at de var fra www.dansk-billeasing.dk med navnene Dorthe og Jens.

Dorthe søger et feriehus til deres sælger Jens, som skal køre på Fyn i 14 dage - om vi kan hjælpe? Det er først på ugen, og det måtte gerne være fra lørdag. Vi svarede på mail, at det kunne vi godt. Dorthe svarede, at det var alletiders, og hun vil så med det samme overføre lejen. Det lyder jo ok, men da lejen ikke i den flg. uge er kommet, kontakter vi hende på mail. Vi får det svar, at pengene skam er overført, og sådan fortsætter det ellers frem og tilbage.

Ind imellem mailer vi også med Jens, som jo boede i sommerhuset, men han henviste hver gang til Dorthe på kontoret, for han havde ikke noget at gøre med betalingen, som han sagde. Sådan fortsatte det med stadigt flere mails og forsøg på at komme igennem på telefonen til Dorthe, men intet skete. Da vi til sidst truede med politianmeldelse stoppede al respons fra Dorthe og Jens, og vi så eller hørte ikke mere til dem. Da havde Jens nået at være i huset i 3 uger, hvor han havde købt vaskemaskine, tørretumbler og blomster på regning. Disse regninger kom til sommerhuset, og der kommer måske flere, vi ved det ikke.

Telefonnummeret til Jens virker pludselig ikke mere. Vi har også været ved politiet, men her var der ikke noget hjælp at hente, så vi kunne godt tænke os at advare andre udlejere mod disse to mennesker.

---------------------------------------------------------------------------------

Når man ser på beretningen i bagklogskabens klare lys, er der naturligvis mange faresignaler i udlejerens beskrivelse - og et godt gæt er da også, at der kun er tale om én person og ikke to. Nemlig én mand, der har opgivet et falsk navn samt opdigtet en falsk kontorkvinde ved navn Dorthe (der blev brugt to forskellige mailadresser). Netop denne ikke-eksisterende Dorthe er særdeles vigtig for bedrageriet, fordi manden selv derved fremstår uskyldig i lang tid hen i forløbet og har held til at lede udlejers vrede væk fra sig selv og over på en fiktiv person.


Acceptér kun forudbetaling - via bankoverførsel

Der kunne bruges meget spalteplads på at analysere hele forløbet, men det undlader vi i denne omgang. Den vigtigste pointe må være at slå fast, at hele svindelnummeret kunne have været undgået, hvis blot udlejeren havde insisteret på at modtage betaling forud - via bankoverførsel!

Netop dette råd har vist sig særdeles effektivt uanset hvilken svindelmetode, det drejer sig om. Så husk at skrive dig det bag øret, hvis du helt vil undgå svindlernes kløer.